Man bliver hurtig miljøskadet, når man sidder på et museum, som har et stort projekt i søen - sådan helt bogstaveligt.

I søndags tog museets rekonstruktion af et vikingeskib, Havhingsten, nemlig afsted på hjemrejsen fra Dublin til Roskilde. Sidste år gik turen den anden vej - dog nord om Skotland - i år går det syd om England.

Skibet er en rekonstruktion af det ene vikingeskib, Skuldelev 2, man fandt i Roskilde fjord i 1957 og udgravet i 1962 sammen med de 4 andre Skuldelevskibe. Skibene blev sænket i sejlrenden i slutningen af 1070′erne, som en del af forsvarsværket af Roskilde. Ved hjælp af årringsundersøgelser har man fundet ud af at skibet oprindeligt er bygget i 1042 i Irland, med god sandsynlighed Dublin, som er grundlagt af og på daværende tidspunkt var befolket af vikinger. Hvordan skibet er endt i Roskilde vides ikke med sikkerhed.

Projektet er eksperimental arkæologi når det er bedst. Det skal testes, hvorledes mennesker reagerer på så lange rejser i så lang tid på så lidt plads - både fysisk og psykisk. Det skal testes, hvor hurtigt sådan et skib kan komme afsted dels med sejl, dels med årer. Der er mange ting, der skal testes, så man kan blive klogere på vikingetiden til brug i forskningen og formidlingen.

Undervejs vil skibet fungere som formidling på stedet - der er tilknyttet en udstilling til skibet, men et vikingeskib i sig selv tiltrækker gerne et stort publikum. Flere medier både i ind- og udland rapporterer fra sejladsen.

Der kan læses meget mere om projektet på www. havhingsten. dk (ingen direkte link, da jeg ikke ønsker trackback ), hvor der løbende vil være nyheder om sejladsen, dagbøger fra besætningsmedlemmer og logbog for skibet.

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg er god til at dovne. Det der med at ligge på sofaen dagen lang det har jeg egentlig ikke noget imod. Og så alligevel…

Det er nemlig det jeg har fået besked på af lægen pga. infektion i noget eksem på benet. Benet skal have ro, så jeg fik besked på at sygemelde mig fra arbejdet og så ellers ligge på min sofa. Hvor længe? Til det ser pænt ud igen - hvornår det gør det er jeg spændt på, men jeg håber ikke det bliver længere end til på mandag.

For ganske vist elsker jeg min sofa, men bare at ligge her bliver kedeligt i længden. Især når man ved at ens fravær på arbejdet går ud over andre, når man kan se at der trænger til at blive gjort rent og ryddet op inden gæster i weekenden, når ens weekendplaner må ændres. Og når kæresten er i Holland og ikke hjemme til at passe og pleje en - og ikke mindst holde en med selskab.

Fordelen er jeg at jeg ingen undskyldning har for at få skrevet på mit speciale. Der skal snart sendes noget til min vejleder…og nu har jeg tiden til at få det skrevet.

Jeg holder fri idag - jeg er nemlig på vej mod stress. De første fysiske beviser er begyndt at komme i form af hovedpine, kvalme og træthed. Så nu står den på afslapning på sofaen, selvom jeg burde en hel masse - men det må blive imorgen. Det var lige før at jeg ikke orkede shopping (og så står den galt til!!), men jeg skal have fundet en kjole til et bryllup i juli. Den blev nu ikke fundet, men jeg havde nogle hyggelige timer.

Nu og resten af dagen står den på afslapning i sofaen. Jeg er alene hjemme - har været det siden onsdag og skal være det til torsdag - så der er ro nok omkring mig. Jeg vil hygge mig med et par afsnit af Sex and the City. En eftermiddag/aften i selskab af de 4 damer, sko, tøj og mænd er vist ikke at foragte.

Jeg har lånt alle afsnit af en veninde og jeg har planer om at se alle afsnit inden jeg ser den nye biograffilm. Allerede et par afsnit inde i serien kan jeg se at jeg ikke har set dem alle, men derudover er det sjovt at gense dem og ikke mindst se dem i en sammenhæng. Tidligere har det blot været en serie jeg har set nu og da, hvis jeg faldt over den.

Rettelse: Eller sådan troede jeg aftenen skulle tilbringes. Et opkald fra ens lillebror kan ændre meget. Han kommer nu herud, og medbringer aftensmad. Rart med noget selskab!

Lars’ reaktion, da han så køkkenet i dette hjem, var: Åhr, hold da shit mand!

Og for en gangs skyld må jeg give ham ret - det ér lige lovlig mange farver….selv for mig.

Måske hvis hun havde undladt at male væggene, men ladet dem stå hvide….

I sidste uge anbefalede jeg en svensk hjemmeside, hvor de havde så fint, så fint et værelse. På det værelse var der en fin skuffereol på skrivebordet, som jeg tænkte lige var noget for mig. Hvor jeg skulle søge efter sådan en vidste jeg ikke…

Men så gik det ikke værre eller bedre, at jeg to dage efter kigger lidt ekstra på naboernes storskrald - og dér midt imellem affaldet lå netop sådan en fin skuffereol. I ly af mørket fik jeg bakset den ind og jublet over mit fund.

Beskidt var den, men med en omgang vand blev den fin igen - en fin dueblå farve dukkede endda op.

En farve så fin, at jeg overvejede om den skulle beholde den farve, men Lars nedlagde veto - for vi var jo blevet enige om sølv (en farve, som var “anderledes” nok for mig - og anonym nok for ham ). Derfor gik jeg igang med at male.

Og fin blev den da (med enkelte skønhedsfejl)- og nu er den klar til at blive fyldt? Med hvad? Ja, det finder jeg nok ud af hen af vejen - lidt sygrej, lidt tingeltangel og så lidt af hvert.

Jeg har længe pønset på et nyt maleri over vores spisebord. Det vi havde var nemlig i røde farver - og tingene på bordet var lyserøde, pinke og lilla. Ikke den bedste sammensætning. Derfor ville jeg gerne male et maleri i matchende farver - og gerne med endnu flere farver indover. Inspirationen har imidlertid ikke indfundet sig og maleriet er aldrig blevet til noget.

Idag var jeg så i Søstrene Grene, hvor jeg faldt over noget måske meget bedre: Wallstickers. Der var et større udvalg, men mine øjne faldt på nogle fine lilla blomster, og der skulle ikke meget til før jeg havde udtænkt at de skulle på væggen ved spisebordet.

Og der hænger de så nu:

Det giver et helt nyt liv - og så endda kun til en 20′er.

Søndag er blevet tilbragt i selskab med en gruppe kollegaer på Nationalmuseet. Målet var den nye Oldtidsudstilling, som åbnede for ganske nyligt. Udstillingen har fået meget kritik, bl.a. i Information. Årsagen til kritikken skulle være at der er for stor fokus på genstandene istedet for formidlingen. Og at udstillingen fokuserer på alt for meget istedet for at vælge nogle ting ud.

Jeg ville dog sige, at jeg blev positivt overrasket. Der er huller, som kan være forvirrende for forståelsen, og jeg er enig i at man har villet for meget. Men når det er sagt, så synes jeg det er en god udstilling. Jeg synes den giver et godt overblik over oldtidens kulturer - jeg synes ikke, der er noget, som står uformidlet, som kritikken ellers lød. Noget kunne måske være forklaret bedre, så man ikke skulle have en baggrundsviden, for at forstå det, men alligevel vil jeg påstå at man som “almindelig” museumsgæst uden nogen forudsætninger kan få en god oplevelse.

Manglen på multimedier kan diskuteres i taget i betragtning af den tid vi lever i - men det er istedet blevet prioteret at få “grundudstillingen” på plads - multimedierne skulle eftersigende kommer senere, når pengene er i hus. Multimedier er nemmere at få arbejdet ind i udstillingen senere hen, end andre genstande, hvis prioteringen havde været halv genstandssamling og multimedier. Men det handler meget om hvad det er man vil - og hvorfor. En diskussion man kan tage om og om igen - og det er også det diskussionen drejer sig om, når denne udstilling diskuteres.

Lørdag var vi med Lars’ partiafdeling på deres årlige sommerudflugt til Flakfortet i Øresund lige ud for København. Turen derud og tilbage igen blev tilbagelagt i et fint træskib - og ude på fortet fik vi grillet og spist rigtig lækker mad - og på trods af skiftende vejr, så var der masser af sang og musik.

Turen hjem var med lidt flere bølger end turen ud - og blev tilbragt i overlevelsesdragter, da tøjet var sommertøj, og skibets fart + modvind ville betyde 5 graders varme. Jeg præsterede dog at falde i søvn - noget jeg har gjort siden jeg var lille, når jeg ville undgå transportsyge.

Inden vi lagde til havn tog vi en tur ind i Christianshavn, hvor der ligger flere yndige husbåde. Der er et eller andet tiltrækkende ved sådan et liv - men når man lider af søsyge er det måske ikke det smarteste, at investere i sådan en sag.

I Danmark fik vi ikke lov. Det var vi ikke alene om - faktisk fik de fleste indbyggere i EU ikke lov. Men det gjorde irerne. Og gudskelov for det!

For når vi andre ikke må få lov til at stemme, så er det godt at der er andre, der kan stikke en kæb i EU-hjulet. Jeg bryder mig virkelig ikke om den måde de har valgt at indføre den nye traktat via bagdøren.

For nogle år siden skulle vi have haft en folkeafstemning - den blev aldrig til noget, da Frankrig og Holland sagde nej til den daværende traktat. Så fik vi af vide, at der skulle være tænkepause, hvilket skulle indbefatte en debat med befolkningerne. Den debat har vi ikke set ret meget til, os i befolkningen. Til gengæld formåede EUs regeringer at få stykket en “fornyet” traktat sammen, som ikke var afhængig af folkeafstemning i de enkelte lande. Det udnyttede næsten alle lande - undtagen Irland, som viste befolkningen en demokratisk tillid.

De sagde nej idag. Det betyder krise i EU. Det er ihvertfald det der står i aviserne. Men mon ikke at der er lavet køreplaner ved evt. nej? Måske får Irland noget der minder om de danske forbehold - måske bliver det en helt anden løsning.

Medierne og eksperter bruger lige masser af energi på dette spørgsmål - og på hvorfor det blev et nej. Der er alle mulige forklaringer - og endnu har jeg ikke hørt en, der går på at irerne ikke brød sig om traktaten. Det har været alle mulige forklaringer om at der var utilfredshed med en minister, de er bange for at EU vil tage deres abortlove fra dem osv osv.  Som altid kan det ihvertfald slet ikke have noget som helst at gøre med at nej-sigerne har tænkt sig om og vurderet det er bedst for deres land, at sige nej.

Jeg er glad for Irlands nej. Ikke kun pga. min EU-modstand, men også fordi EUs regeringer ikke får lov til at køre deres planer igennem uden sten på vejen. Når vi andre ikke kan komme til orde, så er det godt at der er andre til at tale for os!

Aftenen er blevet tilbragt i vores dejligt bløde sofa med et øje på computer og et andet på tv’et. Måske kom aftensmaden til at bestå af udekøbt sandwich og cola. Kroppen er nemlig træt og mørbanket, så det er ikke meget jeg orker.

Og hvorfor?

Fordi jeg var 10 år igår, og i Tivoli med veninderne. Og der skulle køres radiobiler! Big time! Og sikke man flyver rundt i dem, når man drøner ind i hinanden. Der er ikke det sted, der ikke har gjort ondt i dag. Det mest underlige er at man skriger af grin i de biler, selvom man slår sig som bare pokker.

Radiobilerne var ikke det eneste, der blev prøvet - selvom jeg ikke er til de helt vilde forlystelser, så kom vi godt omkring. Det var sjovt - engang imellem er det godt, at glemme sin egen alder. Og så gør det ikke så meget, at kroppen føles som 80-årig dagen derpå.